Coffee is my drug

Kaffe for mig er ligesom morgenmad, er for mange andre. Jeg elsker det virkelig. Nogle gange elsker jeg det mere end jeg egentlig burde. Det er bare blevet noget jeg drikker til hverdag? Lidt ligesom folk drikker mælk. Det er faktisk ikke fordi det smager fantastiskt, og så alligevel. Det er svært at beskrive ens forhold til kaffe, lidt ligesom det er svært at beskrive ens forhold til mælk. Jeg er ikke afhængig, men det er altså så hyggeligt at sidde der sammen med sin familie eller venner og drikke kaffe. Man kan selvfølgelig altid også gøre det med te. Men det er ligesom bare lidt anderledes med kaffe?
Jeg er sikker på at mange af jer har prøvet den her samtale.
Person:”Vil du ha’ kaffe?”
En selv:”Nej tak, jeg drikker ikke kaffe.”
Person kigger underligt på dig, mens personen prøver at smile.
Jep, sådan har jeg i hvert fald haft det et par gange. Jeg har aldrig kunne lide det, men i sommerferien 2012, valgte jeg altså at smage en Latte. Det var en smag man lige skulle vende sig til, men for mig gik det alligevel rimelig hurtigt. Efter lidt tid kunne jeg drikke al slags. Sort, Nestcafè, Latte, Cappuccino, Frappuccino. Ja, pretty much every type.
Det her virker måske på mange af jer som et lidt latterligt indlæg. Men jeg har virkelig haft lyst til at blogge her til aften, og kaffe virkede som et oplagt emne, eftersom jeg nu har lavet en del indlæg hvor kaffe har været involveret.